Streaming på computer

Danskerne elsker at streame – også ulovligt indhold

10. aug 2017
- af Rasmus Elm Rasmussen - Alt om DATA

Sommeren 2017 har budt på historisk dårligt vejr, og hvad skal man give sig til, når det regner? Mange går på nettet og ser en god film, men ikke alle gør det lovligt.

Nye tal om danskerens digitalisering fra Dansk Erhvervs landsdækkende undersøgelse viser, at danskerne er vilde med at streame film og TV.

”Det er godt, at danskerne ikke er IT-forskrækkede, og at de gerne benytter nye moderne medieplatforme. Desværre ved vi også, at der en bagside af medaljen. Ulovlig streaming er nemlig også populært”, siger Charlotte Enevoldsen, der er chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Forbrydelse med ofre
67 procent af alle unge under 30 år har prøvet at downloade eller streame film, musik eller computerspil på ulovlige sider, og hver tredje har gjort det inden for det seneste år, viser analyser fra Dansk Erhverv.
 
Læs også: Stort streaming-tjek: Her får du flest serier for pengene

”Det er tankevækkende at se, hvor udbredt ulovlig download og streaming er – på trods af de mange lovlige løsninger med let adgang til musik og film, der er på markedet.

Desværre skal de lovlige tilbud konkurrere med det illegale marked, og den ulovlige streaming og download er lig med tabte indtægter for musikere, filmskabere og computerspilsproducenter. Derfor er det et problem, vi er nødt til at skærpe opmærksomheden på,” siger Charlotte Enevoldsen.