Backup til skyen

Guide: Gør den svære backup nemmere

14. jul 2017
- af Aksel Brinck - Datatid TechLife

De aggressive ransomware-angreb har gjort det mere aktuelt end nogensinde at få taget backup af computerens dokumenter og filer. Få svar på de vigtigste backup-spørgsmål, og kom i gang på den nemmeste måde.

Hvorfor er backup blevet vigtigere?
Det er det egentlig ikke. Backup har altid været vigtigt. Men i øjeblikket hærger den mest ondskabsfulde form for ”virus”, ransomware, hvor dine filer kan blive taget som gidsler af IT-kriminelle og først bliver tilgængelige igen, når du betaler en løsesum.

Du kan give forbryderne en lang næse og dig selv en nogenlunde smertefri udvej med jævnlig backup. For så kan du få adgang til næsten alle dine filer uden at bøje dig for afpresserne.

Hvorfor skal det være så kompliceret at tage backup?
For ikke så længe siden var det dyrt og svært at tage en effektiv, jævnlig backup. Det er det ikke længere. Hermed ikke sagt, at det er så nemt som at klø sig i nakken, men i dag er der mange gode metoder, som gør det mindre kompliceret end nogensinde.

Læs også: 100 tips til Windows 10

Hvilke filer skal jeg sikre?
Det korte svar: Alle dem, du ikke kan undvære. Det er dine vigtigste tekster, dine fotos fra ferier, af familien, til din webside samt filer fra andre programmer: musik, egne kompositioner, grafik, layoutfiler osv. Alle de filer, du ville blive ked af at miste, skal kopieres til et andet sted end din computers harddisk.

Hvilken backupløsning er den bedst mulige?
Den ideelle lagerløsning har tre led: Dine data ligger på din computers harddisk, de ligger på en ekstern harddisk, og de ligger i skyen. Alle tre steder. Så kan du miste din computer, tabe kontakten til internettet eller se dit hus blive omdannet til aske.