Bedre lyd med den rette indretning

Få optimal lyd med den rette indretning

26. jan 2017
- af Hjalte Brasen - HIFIpriser.dk

Dine nyindkøbte højttalere kan være nok så dyre, men rummet, du placerer dem i, er det vigtigste parameter for, hvordan de lyder derhjemme. HIFI-eksperten Daniel Nielsen giver dig her fem gode råd til, hvordan du indretter stuen, så du får den bedst mulige lyd.

Når du investerer store penge i dit lydanlæg, er det vigtigt også at tænke over indretning og udformning af det rum, som højttalerne skal stå i.

For sammen med højttalernes placering er de nemlig de vigtigste faktorer for at få den bedst mulige lyd ud af dit anlæg, og du kan med enkle ændringer gøre din lytteoplevelse markant bedre med de her fem gode råd fra HIFI-eksperten Daniel Nielsen fra HiFifreaks.dk.

1.
Større er ikke altid bedre
, når det kommer til højttalere. Inden du lader din kærlighed falde på et sæt to-meter-monstre, er det en god ide at måle stuen op. Specielt højden af rummet er vigtig. En tommelfingerregel er, at dine højttaleres højde ikke skal overstige halvdelen af loftshøjden.

Læs også: Sådan vælger du den rigtige pladespiller

Med højttalere, der går næsten helt op til loftet, bliver der simpelthen skabt for meget energi, som resulterer i stærkt forvredet og forceret lyd. Der er generelt en del lydkvalitet at hente ved at gå en størrelse ned og en klasse op.

2.
Lydtrekanten er et vigtigt begreb
, når det kommer til god stereolyd. Opfat dine to højttalere og din foretrukne lytteplads, som hjørnerne i en ligesidet trekant.

Lydtrekanten

Afstanden mellem højttalerne skal altså være den samme som afstanden fra hver højttaler og til lyttepladsen. Højttalerne skal oftest vinkles en anelse ind mod din plads.

3.
Møbler er med til at absorbere lyden
, så den ikke flyver frem og tilbage mellem vægge, loft og gulv. En stramt indrettet stue med mange nøgne overflader vil få lyden til at lyde ekko-agtig og ubehagelig.

Overflader som fliser, beton og glas er syndere, som helst skal dækkes. Brug rigeligt med langhårede tæpper, en stor, vamset sofa og dekorér væggene intenst med billeder, vægtæpper eller regulære akustikplader.

4.
Kompakthøjttalere ses i mange danske hjem
, da de tilbyder et acceptabelt kompromis og giver god lyd uden at fylde hele stuen. Som oftest bliver de placeret i en reol eller monteret på væggen med beslag.

Du kan dog forbedre din lydkvalitet væsentligt ved at trække højttalerne mindst 30 centimeter væk fra bagvæggen. Bassen bliver nemlig forstærket og forvredet af bagvæggen, hvilket gør den overdrevet buldrende og mudret.

5.
Placeringen af dine højttalere er noget af det vigtigste
, og kræver i visse tilfælde en total omrokering af møbler i stuen for det bedste resultat.

Som nævnt før, skal de ikke stå for tæt på bagvæggen. Endnu vigtigere er det, at de bliver rykket væk fra sidevæggene. Stil derfor aldrig højttalerne helt ude i hjørnerne af rummet – helst en meter fra sidevæggen.

Læs også: Nyt lydsystem vil gøre din hjemmebio bedre

For at skabe det rigtige stereoperspektiv er det også vigtigt, at der er lige langt til sidevæggen i begge sider, ellers vil der være hørbar forskel mellem de to højttalere, når du sidder på din lytteplads i lydtrekanten.

 

-->