DAB+ radioer fra Pure, Tangent og Argon i test

DAB+-radioer [TEST]: Radioer til det nye DAB-signal

5. okt 2017
- af Rasmus Elm Rasmussen - Datatid TechLife

Det gamle DAB-signal slukkes 1. oktober. For at kunne lytte til DAB fremover kræver det en nyere radio, der kan modtage DAB+. Men hvilken skal det være? Her tester vi tre forskellige radioer med DAB+.

Rigtig mange danskere bliver uden DAB 1. oktober. Det gør de, fordi deres DAB-radio er købt inden 2012 og derfor ikke understøtter det nye signal DAB+. Det kan virke uretfærdigt, men sådan er det nu engang.

I stedet for at ærgres over det, kan du i stedet glædes ved udsigten til at få ny teknologi ind i hjemmet. For radioerne har udviklet sig en del de seneste år, så oven i DAB får du også flere andre, smarte funktioner. Vi tester her tre radioer til DAB+, men ellers er de ret forskellige.

Hvad der imidlertid ikke har udviklet sig meget de seneste år, er udseendet. De tre radioer er udført i, hvad der bedst kan betegnes som “klassisk design”, et kasseformet apparat med en antenne samt en højttaler eller to små på fronten. Sådan skal en radio åbenbart bare se ud.

Både Pure og Tangent er ret elegante i deres gennemførte retro-look med lækker træfinish og stilfulde stålknapper.

Læs også: Sony XDR-V1BTD [TEST]: Radio på den enkle måde

Argon fremstår noget mere billig med sit røde design (den fås dog også i træ), plastikknapper og et kedeligt monokromt LED-display.

Pure og Tangent har farveskærme med tydelige ikoner til funktionerne. Rent grafisk er Pures dog en tand mere tiltalende end Tangents.