Samsung LED TV

Købsguide til LED tv

29. jul 2009
- af Redaktionen

LED er den nyeste teknologi på markedet til at skabe tv-billeder. LED er markedsført som afløseren for plasma og navnlig LCD, men helt så simpelt er det nu ikke.

 

Forskellen mellem LED og LCD

Som kritikerne fremhæver igen og igen, er LED tv egentlig bare et LCD tv med en anden baggrundsbelysning. Selve billedet bliver nemlig stadig skabt af et LCD panel, som nu bare får lys fra LED lamper. Der findes to former for LED tv. Baggrundsbelyst LED og kantbelyst LED.

 

Er LED bedre end plasma?

Nej, der er endnu ingen fabrikanter, der påstår, at de kan præstere et bedre billede end de bedste plasma paneler. Derfor er det den strømbesparende effekt og det kompakte design, der er LED skærmenes største styrker.

 

Hvorfor LED?

Plasma tv er tykke og bruger meget strøm. LCD tv kan ikke skabe den dybe sorte farve, som er så vigtig for billedets kontrastforhold og opfattede skarphed. LED teknologien er bedre til at afskærme for baggrundsbelysningen, og gør det samtidig muligt at lave ultratynde fladskærme.

 

Baggrundsbelyst LED

Den baggrundsbelyste teknologi er den mest avancerede, da den typisk bruger omkring 1.000 LED lamper til at lyse skærmen op. Nyheden er, at LED lamperne kan dæmpes, der hvor billedet skal gøres mørkere, og dermed forbedres LCD panelets evne til at skabe sort. Problemet er bare, at LED lamperne kun kan styres i grupper. Det betyder, at når en del af billedets lysstyrke dæmpes, kan det gå ud over en tilstødende del af billedet, som ikke skulle have været dæmpet. Det er dog stadig et fremskridt fra normale LCD fladskærme.

 

Kantbelyst LED

Fordelen ved kantbelysningen er, at tv’et kan blive supertyndt – Samsungs nye LED serie måler således kun 29 mm. Teknologien minder derudover meget om normal baggrundsbelysning, men LED teknologien er mere strømbesparende.

 

OLED regnes for plasma og LCD’s afløser

OLED er den nyeste og mest interessante teknologi, der er på vej i fladskærmene, og den spås til at kunne afløse både LCD og plasma. OLED skærmene er kun nogle få millimeter tykke, kan genskabe dyb sort, bruger kun lidt strøm, og så er de tilmed bøjelige. Endnu er OLED skærme meget små og meget dyre, men det er en teknologi med stort potentiale. Læs mere om OLED på www.flatpanels.dk.

 

-->