Epson TW6000W

Epson EH TW6000W

2. mar 2012
- af Peter Hyldahl - T3

Trådløs overførsel af Full HD-signal er standard i et brag af en hjemmebio-projektor!

Strøm på projektoren og billedet sendes trådløst. Det burde være en menneskeret – og er nu en realitet i en ny hjemmebio-projektor, som samtidig leverer varen i alle andre sammenhænge.

Hjemmebio er bare fedt. Det er ikke kun det store format, men også kvaliteten. Når lyset er slukket, giver en god projektor bare en stemning og et billede, der er svært at finde, selv i den bedste fladskærm.

Når lyset reflekteres på et lærred i stedet for lysende pixels fra en skærm, bliver billede og farver bare bedre – når det vel at mærke kommer fra en projektor i høj klasse kombineret med en god ”dug”.

Men ud over ulempen ved at skulle installere den i loftet, have et lærred og et komplet lydanlæg, skal der ofte trækkes endog meget lange kabler.

Blu-ray-afspilleren eller anden kilde står jo ofte på reolen ved husalteret. Med den nye Epson EH-TW6000W skal du bare sætte strøm til projektoren og den lille medfølgende sender, og du er kørende!

1-2-3 film!
Fra det øjeblik vi havde pakket Epson ud, og til vi havde et billede på lærredet, tog under tre minutter. I praksis skulle vi have strøm på de to enheder og et HDMI-kabel fra Blu-ray-afspilleren til den lille sorte sender.

Herefter søgte projektoren selv efter det trådløse signal. Så var det bare at indstille zoom og fokus, og vi kunne nyde filmen!