Wallpaper OLED TV på IFA 2017

Se frem til mange flere wallpaper OLED TV

21. sep 2017
- af Rasmus Larsen - Flatpanels.dk

Fra LG og Loewe til Grundig og Metz. Der var ”wallpaper OLED” i mange forskellige udformninger spredt ud over IFA-messen. Se frem til større udvalg på markedet. Se også frem til flere lydløsninger i stil med Sonys ’Acoustic Surface’.

Ekstremt tynde TV
LG er det eneste selskab, som i dag sælger det såkaldte ”wallpaper OLED” med W7-serien. Der er tale om en få millimeter tyk skærm, der kan hænge på væggen vha. magneter fordi elektronikken sidder i en ekstern boks.

IFA-messen afslørede imidlertid, at mange flere er på vej. Det vil stadig være LG.Display, skærmdivisionen under LG, som i alle tilfælde leverer panelet, men andre producenter har tænkt det ultratynde panel ind i nye sammenhænge.

Lad os starte fra en ende af. LG benyttede IFA til officielt at lancere en 77" version af W7. Ud over at gengive eminent billedkvalitet, viste LG, hvordan skærmen kan bruges som en billedramme på væggen.

Loewe
Vi omtalte i sidste uge Loewes modulære ’OLED X’, som på IFA var det mest nyskabende koncept baseret på skærmtypen. Skærmen kunne hænge på væggen, stå på gulvet eller stå på et TV-møbel.

Læs også: Tre OLED-TV'er i test: Billedkvaliteten er forrygende

Elektronikken er gemt væk i en træboks, som er fysisk mindre end de andre løsninger. Både strøm og videodata leveres via samme kabel.