Apple TV 4K TV app

tvOS 11 er frigivet - uden dansktalende Siri

21. sep 2017
- af Rasmus Larsen - Flatpanels.dk

tvOS 11 byder på begrænsede nyheder såsom autoskift af hhv. mørkt og lyst tema, auto-parring af Airplay og synkronisering af hjemmeskærm på flere Apple TV. Airplay 2 må vi vente lidt længere på, og så er der stadig intet nyt om dansktalende Siri.

Danskere går glip af meget
Fra tirsdag den 19. september kan du hente tvOS 11 ned til din eksisterende Apple TV4 boks. Apple TV 4K vil naturligvis også have systemet, når den leveres d. 22. september.

tvOS er i nu tredje udgave, men nummereringen følger iOS, hvorfor seneste udgave går under tvOS 11. Modsat producenter af Smart TV, opdaterer Apple ældre enheder, men danskere må alligevel kigge forgæves efter mange nyheder.

Siri taler dansk på iPhone, men har endnu ikke lært sproget på Apple TV. Det skyldes, at der på TV-skærmen oftere forekommer blanding af dansk og engelsk, når f.eks. film- og serie-titler skal udtales, oplyser Apple.

Danskere mangler også ’TV’ app'en (ses herover), der samler indhold på tværs af tjenester i samme brugerflade. Endelig mangler vi muligheden for at lave indholdssøgninger på tværs af tjenester.

Læs også: Så er Apple TV 4K klar til salg på HIFIpriser

Disse tre elementer synes at hænge sammen, så det giver mening, men det er ikke desto mindre frustrerende, da vores nordiske naboer i Sverige og Norge netop har fået serveret det hele.