Continental lydsystem uden højttalere til biler

Lydsystem uden højttalere til bilen

13. nov 2017
- af Hjalte Brasen - HIFIpriser.dk

Continental har opfundet en helt ny måde til at afspille musik i høj kvalitet helt uden højttalere i bilen.

Dækproducenten Continental har fundet på en metode, der i stedet for højttalere bruger overfladerne i kabinens interiør til at frembringe lyde ved hjælp af små vibrationer.

Idéen stammer fra Continentals innovationsafdeling, der har til opgave at skabe nye løsninger, der både gør køreturen mere komfortabel og samtidig bidrager til at højne sikkerheden på vejene.

De har ladet sig inspirere af det funktionelle princip bag strengeinstrumenter og udviklet en ny teknologi, hvor højttalerne er blevet overflødiggjort i bilens lydsystem.

Continental lydsystem uden højttalere til biler

Vibrationer bliver til lyd

Det højttalerløse lydsystem bygger på aktuatorer, der skaber lyd ved hjælp af vibrationer i bilens indvendige overflader.

Læs også: CD'en fylder 35 år i dag: Blev skabt ved et væld af skøre sammenfald

De kompakte aktuatorer, der svarer til kernen i en konventionel højttaler, består af en magnet og en spole, der frembringer mikrovibrationer.

I stedet for den oscillerende membran i en højttaler bliver interiør og overflader i bilens cockpit udnyttet til at få lyden til at bølge igennem bilen.

Hattehylden er god til de lave toner

Og det er her sammenligningen med violinen kommer ind. For hvis man sammenligner aktuatoren i bilen med buen og strengene, så er det sted, aktuatoren er placeret svarende til violinens bue, mens den omkringliggende overflade er violinens krop.

Continental lydsystem uden højttalere til biler inspireret af violinens opbygning
Continentals lydsystem uden højttalere til biler er inspireret af violinens opbygning.

I en personbil af almindelig størrelse vil man placere flere aktuatorer på overflader, så man dækker de tre hovedfrekvensområder, der findes i den optimale lydoplevelse.

Eksempelvis er dørpanelerne oplagte til at generere mellemfrekvenser, mens tagbeklædningen eller hattehylden egner sig til de lave frekvenser.

At det godt kan lade sig gøre at frembringe god lyd uden højttalere understøttes af flere lydeksperter, som har givet lyden i det højttalerløse lydsystem positive bedømmelser. Blandt andet har den verdensberømte violinbygger og fysiker Martin Schleske lovprist systemets lydkvaliteter.

Læs også: Smart håndfri løsning til bilen - anmeldelse af JBL Trip

Lige som i et traditionelt lydsystem er det højttalerløse system skalérbart og går fra tre lydkanaler og helt op til 12 kanaler, hvor også forsæderne bruges som lydlegemer. Lydsystemet kan integreres i alle biltyper lige fra små kompakte bybiler til de helt store familievogne.

Pressemeddelelsen fra Continental melder desværre ikke noget om, hvornår vi kan forvente at se det nye lydsystem integreret i biler på markedet.