Panasonic TX 55EX600E

Panasonic TX-55EX600E [TEST]: Billedet stjæler billedet

19. okt 2017
- af Peter Hyldahl - Datatid TechLife

Hvad Panasonic TX-55EX600E mangler på smart-TV-delen, opvejer det til fulde i billedkvalitet. Testens vinder med lille margin.

Billedmæssigt imponerer dette Panasonic-TV, når man tager prisen med i betragtningen. Det skyldes ikke mindst de grundigt justerede forudindstillinger, som giver et meget korrekt billede i forhold til, hvad du ellers oplever i prisklassen.

Brug for eksempel indstillingen True Cinema til film, og du får masser af nuancer i sorte billedområder (som ellers er svære at gengive) samt et billede, der virker meget naturligt. Her får du ikke udpenslede detaljer, men derimod et billede, der er rart for øjnene, også hvis du følger sportsbegivenheder i timevis.

Læs også: Test: LG B7 OLED - LG's mest prisvenlige 2017 OLED

Lydmæssigt er TV'et også godkendt. Der er god krop og fylde i stemmer, så det er let at høre, hvad der bliver sagt. TX-55EX600E er lidt tykkere end testens øvrige deltagere, men det har sine fordele. Der er bedre plads til højttalerne og til at skabe et rum omkring dem.

Gode metalfødder
Du kan stille Panasonic-TV'et på et par små metalfødder. Det kan du gøre på flere måder. Derfor kan TV'et stilles på både et smalt og et bredt underlag. Det er en fin og simpel løsning, der fungerer godt.