LG W7 Wallpaper OLED TV

LG's 2017 skærme - oversigt med priser

19. apr 2017
- af Rasmus Larsen - Flatpanels.dk

LG vil i 2017 fortsat satse på OLED i premium-segmentet, ”Super UHD” LCD nedenunder og en bred portefølje af mere traditionelle LCD-TV i mellemklassen og herunder. 2017 OLED vil være mere lysstærke og forbedret på en række billedmæssige områder.

Flagskibsmodellen er den utrolige W7 ”wallpaper OLED”, men samtlige 2017 OLED-TV har Dolby Vision og Atmos. 3D og buede TV er dømt ude. FlatpanelsDK bringer en oversigt over LGs 2017-skærme, inklusiv danske priser.

LG's 2017-skærme
Flagskibet er det unikke W7 wallpaper OLED, der måler blot 2,5 millimeter i tykkelsen. LG har rykket al styreelektronikken ned i en ekstern boks, som samtidig er en Dolby Atmos-soundbar.

Resten af OLED-porteføljen består af opgraderede versioner af sidste års modeller. E7 afløser E6, B7 afløser B6 osv.

At det ydre ikke har ændret sig, betyder dog ingenlunde, at der ingen nyheder er. Nogle af nyhederne er åbenlyse såsom Dolby Atmos i højttalerene på alle 2017 OLED-TV.

Andre er forbedringer under motorhjelmen, som vi gik i dybden med i artiklen fra CES 2017.

Læs også: Første kig på Samsungs 2017 "QLED" TV (& teknisk information)

Disse forbedringer dækker bl.a. over et mere lysstærkt panel med op til 1000 nits, en forbedret 21ms HDR-spilprofil, et redesignet ABL-system som forbedrer både SDR og HDR-billedkvalitet, bedre indstillingsmuligheder, forbedret HDR-tonemapping, forbedret gengivelse af skyggedetaljer og et mere konsistent DCI-P3 farverum.

LG har på den anden side valgt at droppe 3D og buede skærme.