LG B7 OLED TV

Test: LG B7 OLED

5. okt 2017
- af Rasmus Larsen - Flatpanels.dk

B7 er LGs mest prisvenlige 2017 OLED og et af de lavest prissatte OLED-TV på markedet overhovedet. Ikke desto mindre har skærmen alt, hvad man kan forvente fra et moderne TV i 2017, inklusiv 4K-opløsning og Dolby Vision.

LG har desuden udstyret B7 med Dolby Atmos og seneste udgave af webOS-platformen. Til testen har vi desuden lånt LG's SJ8-soundbar, der kan erstatte foden på skærmen.

Det lyder som en opskrift på succes, men LG er i år oppe mod flere konkurrenter end sidste år. Sony, Panasonic, Philips, Loewe m.fl. er alle stærkt repræsenteret i OLED-segmentet. I testen vil vi undersøge om LG stadig har, hvad der skal til, for at forblive markedsledende indenfor OLED.

Første indtryk
Til testen havde LG udlånt os en SJ8 soundbar, som kan erstatte foden på B7 skærmen vha. et særligt beslag, som skal købes separat. Det gør, at skærm og soundbar ligner en semi-integreret løsning. Mere om dette senere.

B7 er LG's mest prisvenlige 2017 OLED-model og selvom den ikke har samme elegance over sig, som de dyrere E, G og W-serier, så er det stadig et imponerende TV.

Læs også: Tre OLED-TV'er i test: Billedkvaliteten er forrygende

OLED-panelet er, som altid, ekstremt tyndt. Det er så tyndt, at det kan være lidt af en prøvelse af pakke skærmen ud af kassen, simpelthen fordi man frygter at knække skærmen.

Skærmen har naturligvis stadig den voluminøse elektronikboks på nederste del af bagsiden, hvilket skæmmer det ellers elegante design en del.