Google Assistant

Google Assistant har markant højere IQ end Apples Siri

9. okt 2017
- af Hjalte Brasen - EDBpriser.dk

Faktisk er Google Assistant dobbelt så klog som Siri, men den har dog stadig en lavere IQ end et 6-årigt barn.

Et af de store konkurrence-områder for mobilproducenterne er den indbyggede digitale assistent, der med sin mere og mere avancerede kunstige intelligens kan hjælpe brugeren med alverdens spørgsmål samt foretage opkald, åbne apps, oprette kalender aftaler og så videre.

Apple introducerede den første version af deres digitale assistent, Siri, tilbage i 2011 med lanceringen af iPhone 4s, og siden er Siri bare blevet bedre og bedre for hver ny generation.

Google introducerede Google Now i 2012 som en digital assistent til Android styresystemet, og siden kom Microsoft på banen med Cortana i 2014, og samme år præsenterede Amazon deres digitale assistent Alexa, mens Facebook er godt på vej med deres M assistent.

Læs også: Apple på vej med intelligent højttaler

Selskaberne bag investerer store summer i disse digitale assistenter, der skal gøre livet lettere for brugerne og fastholde dem i producentens økosystem, og sidste år introducerede Google den mere avancerede Assistant, der også skal være med til at styre fremtidens intelligente hjem.

Google produkter med Google Assistant indbygget
Der er flere produkter med Google Assistant indbygget på vej.

Hvilken digital assistent er den klogeste?

Derfor er det jo nærliggende at spørge hvilken digital assistent, der er den klogeste af dem alle, og det er præcis, hvad tre forskere fra Cornell Universitet har undersøgt i et nyligt studie.

Her satte de Google Assistant op mod Apples Siri, Microsofts Bing, der ligger bag Cortanas intelligens, og kinesiske Baidu, som anses for en af de førende indenfor kunstig intelligens i dag.

Resultatet blev en overbevisende sejr til Google Assistent, der ifølge forskerne har en IQ på 47,28, hvilket er næsten dobbelt så meget som Siri, der blev målt til 23,9.

Google Assistant på smartphone

Bing og Baidu klarede sig også bedre end Siri og fik henholdsvis 31,98 og 32,92 i IQ testen.

Læs også: Nu kommer de fede Nest-produkter endelig til Danmark: Her er priser og funktioner

Selvom håneretten er gået til Google i denne omgang, er der dog stadig langt til Skynet-profetierne fra "Terminator"-filmene, da et 6-årigt barn er sat til 55,5 på IQ skalaen.

Men vi er jo også kun i den spæde opstart, når det kommer til udviklingen af kunstig intelligens...


Kilder: HotHardware og BGR