Pioneer Rayz Plus

Pioneer Rayz Plus [TEST]: De ultimative in-ears til iPhone

11. dec 2017
- af Rasmus Elm Rasmussen - Alt om DATA

Man kan begræde tabet af jackstikket i de nyere iPhones. Man kan også vælge i stedet at se positivt på sagen og glædes ved de nye muligheder, det giver at koble hovedtelefoner i Lightning-stikket. Dem udnytter Pioneer til fulde med deres Rayz Plus in-ears, som byder på et væld af smarte funktioner.

Der er mikrofon til opkald, avanceret noise cancelling, HearThru, så du kan høre, hvad der foregår omkring dig, equalizer, så du kan justere lyden samt adgang til Siri og diverse andre småfunktioner.

Alt dette uden at du behøver lade headsettet op, for Rayz Plus får al den strøm, det skal bruge fra mobilen. Og du kan endda oplade mobilen samtidig med, at du lytter til musik på headsettet, for Pioneer har forsynet det med en Lightning-indgang på ledningen.

Her finder du også en controller til de vigtigste funktioner, så du ikke skal åbne mobilen for at få adgang til indstillingerne.

Læs også: Plantronics Voyager 8200 UC [TEST]: Det ultimative allround-headset

Bruger du den tilhørende app, får du endnu større kontrol samt mulighed for at dykke mere ned i indstillingerne.