Ikoner for tv modtageforhold
Alt efter dine modtageforhold skal du foretage dig forskelligt

Købsguide: Digitalt TV

20. maj 2009
- af Redaktionen

Hvordan modtager du dit tv signal i dag? 1. november 2009 slukkes det analoge sendenet, og ser du tv via stue, loft eller tagantenne, vil du ikke længere modtage signal. Modtager du derimod signal via kabel, parabol eller bredbånd, vil du kunne se tv som hidtil, også efter 1. november 2009.

  

Tv via stue, loft eller tagantenne

Digital tv-modtager

Modtager du dit signal via en gammeldags antenne, er du nødsaget til at investere i en digital tv-modtager, eller skifte modtageform, for at undgå sort skærm. Den digitale modtager er en separat boks eller kan være indbygget i tv’et (type DVB-T). Med modtageren vil du få helt nye muligheder. Din antenne vil med det nye digitale tv signal være i stand til at modtage mange flere kanaler og giver mulighed for at vælge en række betalingskanaler.

 

Infoboks
Har du flere fjernsyn, er det vigtigt at være opmærksom på, at der skal én digital modtager til hvert tv – i hvert fald hvis du ønsker muligheden for at se forskellige kanaler på de enkelte fjernsyn.

MPEG2 eller MPEG4

Ønsker du at se DR1, DR2, TV2 og regionalprogrammer kan du, frem til 2012, nøjes med at anskaffe dig en digital modtager af den billigste slags MPEG2 DVB-T. Med en – lidt dyrere – digital modtager af typen MPEG4 DVB-T kan du yderligere se DR Update samt de nye kanaler – Folketingskanalen og DR’s børne- og historiekanal. MPEG4 DVB-T modtageren vil yderligere sikre dig, at du kan se ovennævnte kanaler også efter 2012.

 

Flere kanaler

De helt nye muligheder med din antenne er, at du også kan se en række yderligere kanaler mod betaling. Den nye tv-distributør Boxer TV tilbyder helt op til 29 kanaler afhængig af, hvilken tv-pakke du vælger. Du skal blot have en digital modtager boks. der er Boxer godkendt og af MPEG4 DVB-T typen samt et kort, som du modtager, når du tegner dit abonnement.

 

Infoboks
Har du et HD-ready tv og ønsker at se HD-kanaler (tv i højere opløsning, bedre lyd og billedkvalitet), skal du være opmærksom på at vælge en distributionsform med de ønskede muligheder. Boxer (der udbyder tv via stue, loft og tagantenne) tilbyder ikke HD-kanaler, det gør derimod udbyderne af tv via kabel, parabol og bredbånd.

Tv via Kabel

Ingen problemer, men flere muligheder

Ser du i dag TV via kabel, behøver du ikke at foretage dig noget. Udbyderne på kabel TV vil i de kommende mange år sende et analog og et digitalt signal parallelt, og du vil derfor kunne fortsætte med at se TV som tidligere. Ønsker du derimod at udnytte de nye muligheder, og dermed få en markant bedre billedkvalitet, må du anskaffe dig en digital modtager. De enkelte kanaludbydere sælger deres egne bokse, og når du har valgt den ønskede kanalpakke, modtager du et kort der indsættes i boksen (eller tv’et). Kortet giver dig adgang til de kanaler, du har valgt via dit abonnement.

 

DVB-C

Det er også muligt at vælge et tv med indbygget digital modtager af typen DVB-C. Fordelene herved er, at du undgår en ekstra boks og tilhørende fjernbetjening. Til gengæld mister du muligheden for funktioner som elektronisk programguide og leje af film ved pay per view.

 

Tv via parabol

Ser du tv via parabol, ser du allerede i dag digitalt tv, og du har allerede en digital modtagerboks. Du skal derfor ikke foretage dig noget.

 

Find bedste pris på digitale TV tunere her.

 

Nyttige links

Det Nye Tv-signal - har al information om emnet.

Boxer - leverer tv-signal til kunder med antenne.

Stofa - leverer kabel-tv.

Yousee - leverer kabel-tv.

Canal Digital - leverer satellit-tv via parabol.

Viasat - leverer tv-signal via parabol og bredbånd.