Sony XE85

Test: Sony XE85

18. maj 2017
- af Rasmus Larsen - Flatpanels.dk

XE85 er på ny et prisværdigt mellemklasse-TV, hvad angår SDR (SD, HD, 4K). Sonys billedmotor er en af de bedste på markedet, herunder til håndtering af bevægelse.

Sony XE85 er et mellemklasse-TV fra årgang 2017 og i øvrigt afløseren til sidste års XD85. De to skærme adskiller sig dog alligevel mere end man skulle tro, da Sony skifter fra IPS LCD til VA LCD-panel. Dette alene skulle øge kontrasten betydeligt. Herudover har skærmen 4K-opløsning, på papiret HDR (High Dynamic Range) samt Googles Android TV-styresystem.

Med 85-serien tager Sony sigte mod de markedsledende koreaneres mellemklasse-modeller, men kan Sony være med? Vi blev sidste år skuffet over HDR-billedkvaliteten på samtlige mellemklasse-TV, så kan XE85 ændre på sagen? Lad os undersøge det.

I Danmark findes XE85 i adskillige designvarianter, herunder XE8505, XE8577, XE8588, XE8599 og XE8596. Det er teknisk set samme skærme.

Første indtryk
Sony grundlagde et nyt designfundament for et par år tilbage og XE85 er en forlængelse heraf. Det er ikke et prangende TV, men det ser alligevel let og elegant ud.

Den tynde ramme er udsmykket med en tynd sølvfarvet detalje, som er indlagt imellem to lag af matsort plastik.

Bagsiden er forholdsvis fri for forstyrrende elementer, men der er den sædvanlige ”bule” på nederste halvdel, som findes på de fleste moderne TV-skærme.

Læs også: LG 55B6 [TEST]: Nyt OLED-TV sprænger rammerne

Over årene er LCD-paneler blevet tyndere, men TV-skærme har stadig strømforsyning, printboard, tunere og porte indbygget. Disse komponenter fylder.