iPhone i sne

5 tips: Sådan overlever mobilen i vinterkulden

9. feb 2017
- af Hjalte Brasen - EDBpriser.dk

Vintervejret kan være hårdt ved din smartphone. Så her er 5 tips til, hvordan du bedst beskytter telefonen i det kolde vintervejr herhjemme eller på skiferien.

Det kolde vejr som for tiden har lagt sig over Danmark, eller minusgraderne på vej ned ad løjperne kan dræne din smartphones batteri.

Vinteren kan i det hele taget være rigtig hård for din telefon, så nu hvor sneen er kommet, og mange tager afsted på skiferie, er det en god idé at tage nogle forholdsregler, skriver MereMobil.dk.

Et af de største problemer, der kan komme ved at bruge telefonen meget udenfor i de kolde temperaturer, er, at telefonen varmes godt op – både på grund af hardwaren i mobilen og ved opvarmningen fra vores egen kropstemperatur. Når mobilen så eksempelvis lægges i den kolde lomme efter brug, er der risiko for kondens-skader.

Disse skader kan være en dyr fornøjelse og dækkes aldrig af reklamationsretten.

Læs også: Sådan sikrer du bedst din smartphone

Kulden kan generelt også være hård ved batteriet, og det er derfor en god idé, at lade telefonen helt op, hvis du skal være udenfor i lang tid. Det er batterikemisk kendt, at batteriet taber strøm, når det udsættes for hård kulde.

5 TIPS: Sådan overlever mobilen bedst kulden

1. Opbevar ikke en kold telefon for tæt på huden, da den varme kropstemperatur kan være med til at skabe kondens. Læg derfor hellere mobilen i jakkelommen.

2. Har du placeret din mobil et koldt sted længe (eksempelvis i bilen natten over), så “tø” den langsomt op igen. Dette kan forhindre der dannes fugt/kondens.

3. Sørg for at batteriet er ladet helt op, inden du går ud i kulden, da frostgraderne aflader batteriet hurtigere end normalt. Ellers medbring et ekstra batteri eller en powerbank.

4. Undersøg hvor lave temperaturer din mobiltelefon er designet til at fungere i. Tjekker du brugsanvisningen, så må Apples iPhone ikke benyttes i frostvejr, mens blandt andet HTC og Samsung oplyser, at deres telefoner går ned til -10 grader og Nokia går helt ned til -15 grader.

5. Udsæt ikke telefonen for store temperaturskift. Hold den ”varm”, men ikke for varm. Smartphones og deres batterier kan hverken lide frostvejr eller høj varme. Optimalt skal mobilen opbevares tørt og mellem 10 og 40 grader. Derfor hverken direkte i solen eller et alt for koldt sted. Er du på ski, så anbefales en lomme tæt på kroppen.

Læs også: Sådan holder du mobilbatteriet i god form

Og husk også at hvis du er på skiferie eller af en anden grund skal tilbringe meget af dagen udendørs, så sørg for at slå de forbindelser fra, som du ikke bruger. Det kan eksempelvis være WiFi og Bluetooth, for jo færre forbindelser telefonen skal søge på, jo mindre strøm bruger den.

Kilde: MereMobil.dk

 

-->