Samsung HW-K960

Test: Samsung Dolby Atmos soundbar

29. nov 2016
- af Tommy Lindegaard - Flatpanels.dk

Samsung HW-K960 er et helt højttalersystem med Dolbys nye Atmos surround lyd, som har en høj pris at leve op til.

Samsung har lanceret et lydsystem til dem, som vil have den nyeste lydteknologi, men til en pris, som ikke sprænger pengepungen (dog stadig knap 12.000 kroner).

Umiddelbart ligner det bare en soundbar, en subwoofer og to baghøjttalere og dermed et helt almindeligt 5.1 surround lydsystem, men der gemmer sig nogle ekstra højttalerenheder, som giver en ekstra dimension til lydbilledet.

Systemet kaldes Dolby Atmos og er i 5.1.4 kanaler, hvor de sidste fire er enheder, som skyder lyd op i loftet for at skabe en mere indlevende lydoplevelse.

Dolby Atmos-teknologien kendes fra biografen, så hvordan lyder det egentlig hjemme i stuen? Og kan det overhovedet klemmes ind i en soundbar-konstruktion? FlatpanelsDK undersøger det i testen af Samsungs HW-K960 Dolby Atmos soundbar (hedder HW-K960 i Europa).

Første indtryk
Samsungs Atmos soundbar adskiller sig fra de resterende lydprodukter fra den koreanske producent ved at have større fokus på lyd end design. Samsungs soundbars har ofte runde eller atypiske former, men K960 er en flad rektangulær lydbjælke med lige flader.

Designmæssigt er der dermed ikke meget som skriger ”topmodel”, selvom dette er Samsungs topmodel indenfor soundbars. Undersøger man den lidt nærmere vil man dog se, at der er brugt kvalitetsmaterialer.

Gitteret er udformet i stål og siderne er lavet i plastik, men ikke skinnende plastik som Samsung ellers har for vane at benytte. Det er mat plastik med riller, der formentlig skal imitere børstet stål.

Læs også: Test: JBL Boost TV

På fronten er plastikkanterne vinklet i 45 grader, så der kommer et lille afbræk i det ellers firkantede design. Der skal ikke så meget til, og det gør designet mere elegant.