Bose noise-masking sleepbuds

Bose sleepbuds vil give dig en bedre søvn

13. nov 2017
- af Hjalte Brasen - EDBpriser.dk

Lydeksperterne fra Bose har udviklet et sæt støjmaskerende hovedtelefoner, der kan hjælpe dig med at sove fra gadelarm eller en snorkende partner.

Søvnproblemer er et udbredt problem, da mere end 60 procent af verdens voksne befolkning har besvær med et eller flere aspekter af nattesøvnen, fortæller Bose.

Men uanset om du har problemer med at falde i søvn, sove igennem eller har svært ved at vågne om morgenen, så har Bose udviklet et sæt in-ear hovedtelefoner, der kan hjælpe dig med at få en god nats søvn.

Læs også: Kompakt ørekræs i luksusklassen

Bose noise-masking sleepbuds kaldes de små trådløse ørepropper, som Bose netop nu er i gang med at finansiere på Indiegogo, hvilket er en noget anderledes måde at introducere et produkt til markedet på, end vi normalt ser fra en etableret producent, men ifølge Bose er det for at få bruger-feedback tidligere i udviklingsprocessen.

Bose noise-masking sleepbuds

Og der er blevet taget godt imod Boses sleepbuds, som allerede har hentet $430.000 i finansiering fra brugerne med 25 dage tilbage af kampagnen og et oprindeligt mål på $50.000.

Sov og vågn op med Bose sleepbuds

Bose sleepbuds ser da også lovende ud og fungerer umiddelbart ganske simpelt med to trådløse ørepropper, som er designet til at kunne være i ørerne, mens du sover - se mere i videoen under artiklen.

Bose er kendt for deres støjreducerende headsets, men på sleepbuds vil den omgivende støj blive udskiftet med beroligende lyde som havets bølger eller et vandfald, som vil hjælpe dig med at sove, selvom underboen eller gadetrafikken larmer, eller din partner holder dig vågen med sin snorken.

Bose noise-masking sleepbuds med mobil app

Bose sleepbuds styres af en app på mobilen, og her kan du også indstille en alarm til morgenvækning, så du kan blive vækket uden at forstyrre din partner, hvis I står op på meget forskellige tidspunkter.

Pris og tilgængelighed

Bose noise-masking sleepbuds forventes at få en pris på $249, hvilket giver en dansk pris omkring de 2.000 kroner.

Der har været pakker med billigere tilbud til de hurtige på Indiegogo, men på nuværende tidspunkt er alle pakker udsolgt.

Læs også: Test af JBL Everest 310 - del lyden fra det trådløse headset

Bose noise-masking sleepbuds står til at komme på markedet i februar 2018.


Kilde: Bose