JBL Under Armour Headphones Wireless

Test: Hårdført og hårdtpumpet headset

24. jan 2017
- af Hjalte Brasen - EDBpriser.dk

JBL har i samarbejde med Under Armour skabt et Bluetooth fitness headset, der byder på god og bastung lyd, men det er ikke JBL's bedst siddende ørepropper.

JBL har lavet flere gode fitness headsets, som vi har haft stor glæde af at teste her på EDBprisers redaktion, da de gerne er en vindende kombination af god lyd og sikker pasform i øret.

På dette headset har JBL arbejdet sammen med det amerikanske sportstøjs- og -tilbehørsmærke Under Armour, og det er der sådan set kommet et meget interessant bekendtskab ud af, hvis du gerne vil have et Bluetooth headset med tung bas til din træning fra et velbygget headset.

Med i pakken får du også et etui til headsettet med Under Armour logo på og 1 års Premium medlemskab til MapMyFitness tjenesten.

JBL Under Armour Headphones Wireless tilbehør

Design

Under Armour headsettet er designet til at kunne klare selv de mest ekstreme træningssessioner, og det føles som et meget velbygget sæt hovedtelefoner, der er IPX5 certificeret til at kunne modstå sved og regn.

Selve ørepropperne er ganske store og har Under Armour logoet påtrykt i rødt, og på den korte ledning mellem propperne sidder betjeningsenheden med indbygget mikrofon til mobilopkald, hvorfra du kan styre musikafspilning, volumen og tage opkald.

JBL Under Armour Headphones Wireless

Ørepropperne er konstrueret som en regulær prop i et nyt patenteret TwistLock design, man lige drejer på plads i øret, og med i æsken får man et ekstra sæt af de bløde øretipper, der sidder på højttalerenhederne, så man kan vælge mellem lille eller stor pasform.

Brug

Det er vigtigt at teste hvilket sæt bløde øretipper, der passer bedst i dit øre og sidder bedst på plads, for det er afgørende både for komforten under træning, at du ikke føler, at ørepropperne falder ud, og for lydgengivelsen.

De bløde øretipper er ikke supernemme at skifte, men til gengæld sidder de godt fast, når først det er lykkedes, og det er som sagt vigtigt at få gjort.

JBL Under Armour Headphones Wireless

Personligt synes jeg ikke, at hverken de små eller de store ørepropper sidder helt perfekt i mine ører, og jeg vil foretrække designet på JBL Everest 100 med den lille ørekrog, men det er jo meget individuelt, hvordan man har det med ørepropper.

Læs også: Fejlfrit Bluetooth headset – anmeldelse af JBL Everest 100

Under Armour headsettet stikker også en del ud af øret i forhold til de fleste andre Bluetooth headsets, jeg har testet, men det er mere et æstetisk anliggende end et decideret praktisk problem.

JBL Under Armour Headphones Wireless

Batteritiden lyder på 8 timer, hvilket til stadighed imponerer mig i et headset på denne størrelse, og det er rigeligt til mine træningspas i hvert fald.

Lyd

Lyden i Under Armour Headphones Wireless er til gengæld meget imponerende med en rigtig god tyngde i bassen, som nok vil tiltale dem, som gerne vil drives gennem træningen af noget hårdtpumpet musik.

Det er dog ikke fordi, bassen overdøver resten af lydbilledet, da det fremstår ganske udmærket og nuanceret til al slags musik.

Mobilopkald går også fint igennem for både dig og personen, du taler med, men der er ikke noget reduktion på vindstøj, så du bliver nok nødt til at stoppe, hvis du er ude og cykle i modvind, når opkaldet kommer.

Konklusion

Pasformen på et fitness headset er ekstremt vigtig, da man helst ikke skal blive forstyrret af løse ørepropper, mens man træner og gerne vil holde fokus på udøvelsen.

JBL Under Armour Headphones Wireless

Den perfekte pasform, synes jeg ikke, at JBL og Under Armour har opnået med det nye TwistLock design, men det er på ingen måde umuligt, at de bare ikke passer til mine ører, og de vil passe fint i dine.

Derfor vil det være en god idé, hvis du kan komme til at prøve dem først eller sikrer dig, at du kan returnere dem, hvis de ikke passer dig, for til en pris omkring de 1.200 kroner er det vigtigt, at du er meget tilfreds med dit headset.

Læs også: Test: Prisvindende headset – anmeldelse af JBL Reflect Mini BT

Lyden fejler i hvert fald ikke noget, og betjeningen er gjort ganske nem med de fint markerede knapper på mikrofonenheden på ledningen.

Og batteritiden på 8 timer sikrer dig god tid mellem opladningerne og masser af musik til selv de lange ture på landevejen eller i fitness centret.

 

-->