Apple HomePod

Tal med din højttaler

7. sep 2017
- af Aksel Brinck - Datatid TechLife

Apple lancerer HomePod sidst på året. Det er en trådløs højttaler. Men det er også meget mere end det. For du kan tale med HomePod, og måske er den begyndelsen til noget meget mere intelligent.

Det er sjældent, at vi giver en hel side til et produkt, som ikke kan købes endnu. Apples HomePod slippes løs i USA til december – og herhjemme nok noget senere. Men denne nyhed er opsigtsvækkende.

Det er Apples første trådløse højttaler, og den rammer en trend med kompakte, ”intelligente” assistenter til hjemmet. Tidligere har vi set Amazon Echo og Google Home, som dog heller ikke er dukket op i Dannevang.

Læs også: Bose SoundLink Revolve [TEST]: Suveræn Bluetooth-højttaler

Siden lanceringen i 2011 har Siri, Apples lyttende assistent, boltret sig på Apples smartphones og computere, men har ikke bredt sig andre steder hen, sådan som Amazons assistent Alexa eller Googles assistent har. Men nu rykker Siri også ind i HomePod. For du skal kunne talestyre Wi-Fi-højttaleren, hvis hjerne er en A8-processor. Højttaleren giver også adgang til Apple Music, og her kan du bare bede Siri finde det, du vil høre.

Mange højttalerenheder
Trods yderst beskedne dimensioner (172 x 142 mm) er Apples nye legetøj udstyret med syv højttalerenheder placeret hele vejen rundt på cylinderens sider. Og bassen får ekstra fylde ved hjælp af en subwoofer, som sender lyden opad.