JBL Everest 310 ShareMe funktion

Test af JBL Everest 310 - del lyden fra det trådløse headset

31. okt 2017
- af Hjalte Brasen - EDBpriser.dk

JBL Everest 310 er et velbygget trådløst headset med fin og velafbalanceret lyd, og så har det en smart funktion til at dele lyden med et ekstra Bluetooth headset, men prisen er lige på det højeste.

Tidens løsen, når det kommer til lyd, er trådløse forbindelser, og i skrivende stund er der mere end 700 trådløse hovedtelefoner og mobilheadsets på EDBpriser.

JBL Everest 310 er et af de nyeste headsets på markedet, og det er udført i et on ear design, der er ganske let og kommer med et hårdt transport-etui, hvor der også er plads til oplader- og lydkabel, hvis du skulle opbruge alle 20 timers spilletid, som i øvrigt opnås med bare 2 timers opladning.

JBL Everest 310 med tilbehør

Headsettet har en metal-hovedbøjle men er ellers fremstillet af plastik med kunstlæder uden på polstringerne omkring ørerne og på hovedbøjlen.

Stilen er vel nærmest at betegne som konservativ på grænsende til det kedelige, men den vil sikkert gå godt sammen med et nydeligt jakkesæt, selvom JBL selv tilsyneladende mener, at designet appellerer kraftigt til unge kvinder, som det ses på JBL's promo-billeder her på siden.

JBL Everest 310

Komforten er ganske udmærket, og JBL Everest 310 sidder fint fast på hovedet, men - som det gerne er med on ear headsets for mig - efter omkring en times brug begynder mine ører at føle sig klemt og gøre ondt.

Det er muligvis bare mig, som har følsomme ører, men hvis du også har problemet med on ear modellerne men godt kan lide konceptet, kan jeg anbefale Skullcandy Grind Wireless, der har afhjulpet problemet med en vinkling af ørebøfferne.

Læs også: Perfekt til hverdagsbrug - anmeldelse af Skullcandy Grind Wireless

Et andet muligt problem ved designet af JBL Everest 310 er, at det stritter ret meget ud på siderne af hovedet, hvilket godt kan gøre, at man kommer til at føle sig som Lando Calrissians assistent Lobot i "Star Wars", men det er naturligvis en smagssag.

JBL Everest 310
JBL Everest 310 på en mand (billedet er ikke fra JBL).

God og fyldig lyd

Lydsiden er der til gengæld ingen problemer med i JBL Everest 310, da headsettet byder på et fint og fyldigt lydbillede, men til en pris på omkring 1.500 kroner kunne man nu godt have ønsket sig en mere afklaret distinktion mellem højttalernes bas, diskant og mellemtoner.

Til hverdagsbrug er JBL Everest 310 dog helt fint, og min playliste på Deezer, der efterhånden indeholder meget forskellig musik bliver fint leveret af JBL's nye headset.

JBL Everest 310

Betjeningen af headsettet er god, men JBL kunne godt have udstyret knapperne med flere funktioner til navigering af musikafspilningen, så man eksempelvis kunne skippe numre ved at dobbeltklikke på funktionsknappen til opkald og start/stop af musikken, ligesom det er muligt på producentens langt billigere in ear model Everest 100.

Del musikken med kæresten, løbemakkeren eller din mor

JBL har også fundet på en smart funktion, som de har indbygget i Everest 310, der kaldes ShareMe, og som gør det muligt at sende lyden fra headsettet videre til et andet Bluetooth headset.

JBL Everest 310 ShareMe funktion

Dermed kan man for eksempel lytte til den samme playliste, når man er ude og løbe, eller nyde uforstyrret lyd sammen på togturen, mens "Game of Thrones" løber over skærmen.

Jeg havde ikke lige et andet Bluetooth headset i nærheden, da jeg ville afprøve ShareMe funktionen, så jeg forsøgte mig med en Bluetooth højttaler i stedet, og det fungerede helt fint, selvom det brugsscenarie måske ikke er specielt nyttigt.

JBL Everest 310

Konklusion

JBL Everest 310 ender med at have været en lidt blandet fornøjelse at teste.

Lyden er bestemt god nok, men til prisen burde den have været endnu bedre, og så er headsettet for stramt til mine ører, der bliver klemt efter et stykke tid.

ShareMe funktionen er rigtig smart og brugbar, hvis man kan forestille sig ofte at være i situationer, hvor lyden fra Everest 310 med fordel kan deles med et andet headset - som for eksempel ved træning eller deling af soundtrack fra film og serier i larmende omgivelser.

JBL Everest 310 i sølv

Læs også: Test af JBL E55BT - vellyd fra trådløse hørebøffer

Hvis du ikke har brug for ShareMe funktionen, vil jeg i stedet anbefale førnævnte Skullcandy Grind Wireless eller JBL's over ear model E55BT, der begge er vellykkede headsets til under 1.000 kroner.