Skullcandy Crusher

Test: Dette er det perfekte headset til de bas-besatte

27. nov 2017
- af Morten Sahl Madsen - Computerworld.dk

Brug for et headset med masser - og vi mener virkelig masser - af bas? Skullcandy Crusher er svaret på dine bønner.

Der var engang, hvor selskabet Skullcandy mest af alt var kendt for headsets polstret i grim plys til punkere og sortklædte “emo”-teenagere.

Men sidenhen er selskabet blevet ældre sammen med sit publikum. Væk er grim plys og farlige logoer i kinaplast, og i stedet mødes vi af headsets som Crusher.

Et specialiseret headset til dem, der bare slet ikke kan få nok af bas. Den type bas, der kommer fra subwoofere og fra natklubhøjttalere. Den type bas, der brøler.

Plast og blød skum
Som nævnt er Skullcandy blevet voksen, og Skullcandy Crusher ligner da også et tilforladeligt headset til voksne. I en sart beige er headsettet dækket af plast med en metal-bøjle over hovedet.

Hovedbøjlen har led, så du kan folde headsettet sammen til transport, og det findes også i en sort variant.

Bøjlen er belagt med blødt gummi mod dit hoved og en form for filt på toppen. Vi gætter på, at det er et forsøg på at ligne B&O eller lignende, men selvom det ser fint ud, så fnulrer det let ved berøring.

Læs også: Test af JBL E55BT - vellyd fra trådløse hørebøffer

Headsettets højttalere dækker hele øret og sidder godt på plads ved hjælp af et par bløde skumringe. Selv efter flere timer føles headsettet behageligt.