Samsung Cinema Screen

Samsung vil afsløre 150" micro-LED TV på CES 2018 - rygte

30. nov 2017
- af Rasmus Larsen - Flatpanels.dk

Samsung vil afsløre en gigantisk 150-tommer tv-skærm baseret på micro-LED teknologi i januar 2018 på CES-messen, ifølge ZDNet Korea.

Micro-LED teknologi
Micro-LED er en relativt ny skærmteknologi, som forventes at kunne udfordre OLED og LCD i nærmeste fremtid.

Ligesom OLED, er den baseret på selv-emitterende pixels, men ulig OLED, benyttes uorganisk materiale. Det siges også, at micro-LED er billigere at producere, dels fordi strukturen er mere simpel.

Samsung har forsket i micro-LED i adskillige år og vi ser muligvis det første resultat heraf i januar 2018 på CES-messen i Las Vegas.

ZDNet rapporterer, at Samsung har til hensigt at fremvise den enorme 150-tommer micro-LED skærm på messen. TV'et ”vil blive kommercialiseret engang næste år”, som en topmodel til hjemmebrug, ifølge kilden.

Læs også: Se frem til mange flere wallpaper OLED TV

Koreanske medier rapporterede senest, at Samsung har fremskyndet udviklingen af teknologien for at genvinde tabt terræn i segmentet for ’premium TV’, hvor andelen er faldet fra +55% for to år siden til blot 13% i første kvartal af 2017 i takt med, at forbrugere har afvist glorificerede LCD-tv solgt som ”QLED”.