Stortest af soundbars

Soundbars [STORTEST]: Få stor filmlyd fra dit TV

2. nov 2017
- af Aksel Brinck - Datatid TechLife

Skærmstørrelsen vokser nogle tommer hvert år, men lyden får ikke større format af den grund – medmindre du kobler en lydbar på TV'et. Vi lyntester seks af markedets mest spændende lydbarer lige nu.

For længe siden i en fjern galakse havde du brug for en surround receiver og en hel hær af højttalere for at nyde lyden fra TV-film eller -sportsudsendelser. Nu vil en lydbar af god kvalitet tilfredsstille de fleste.

Forbedret, digital forstærker-teknologi, sofistikerede højttalere og god digital-konvertering gør, at dit lydanlæg ikke længere behøver overtage stuen.

Mange lydbarer kan endda suppleres med en trådløs subwoofer til dybbassen – nogle klarer hele toneområdet i stereo med et enkelt kabinet.

Læs også: Sonos PLAYBASE [TEST]: Lækker lyd under TV'et

Vi tester seks spændende lydbarer. De koster ikke det samme – så du får et godt markedsoverblik – men de ligger i den prisklasse, hvor du virkelig får løftet dine tv-oplevelser.

Bose SoundTouch 300
Det første indtryk er vigtigt. Og Bose SoundTouch 300 charmerer med lækkert design og høj byggekvalitet – plus en mørk topplade i glas og aluminiumsgitter hele vejen rundt. Den 97 cm brede lydbar signalerer klasse.